Op af bjergene nord for Cómpeta rider Eva Maria Sigvardt på sin andalusiske hest Farina. Hun har en cowboyhat i strå over pagehåret, og den danner små lysende firkanter i hendes solbrune ansigt, når hun kigger op mod solen. Den blå kortærmede skjorte og denimshorts’ne matcher hendes øjne.
I disse bjerge har hun redet gennemde sidste tyve år, og for femten år siden fik hun sit eget sted ”El Mosquin” lidt uden for Canillas de Albaida. Herfra arrangerer hun trekkingture i bjergene for turister, som har lyst til at opleve naturparken Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama fra hesteryg. Med sig har hun også hesten Carneval, en rolig andaluser, derslentrer af sted med journalisten. Federico, en af hendes fem hunde, er blevet hjemme i dag. Han plejer ellers gerne at benytte sig af chancen for at være følgesvend på turene. Men på denne sommerdag er det åbenbart for varmt for hunden. Der er ingen skyer på himlen, og de duftende fyrretræer på bjergskråningerne bliver ikke forstyrret af den mindste vind.
Naturparken ændrer sig
De to andalusiske heste, eller Pura Raza Española (P.R.E.) som er deres officielle betegnelse, skridter støt op af skrænterne på de hvide sandede stier. Her er stille i bjergene, blot høres hestenes hove mod de lyse skærver, sadlens knirken og et prust fra en af de to hvide andalusere af og til. De passerer et par sorte spor efter bål. Skovarbejdere har afbrændt væltede træer, for de ikke skal udgøre risiko for skovbrand. ”Det sker desværre et par gange om året, at vi har skovbrand heroppe,” fortæller Eva Maria. ”Her er meget tørt, og det er blevet stadig tørrere de seneste år,” siger hun. ”Og når så regnen kommer, falder den på én gang meget kraftigt,så der er fare for erosion.” På skråningen over stien har skovarbejderne plantet små fyrretræer, for at de kan holde på jorden. De er indhegnet i små net, men kun i få af indhegningerne er der stadig tegn på liv.
”Man bliver så glad, når man ser, at en af dem har klaret det,” siger Eva Maria. Hun har gennem de seneste tyve år, hvor hun er kommet i parken, set naturen ændre sig. Også på grund af det stigende antal turister, der benytter sig af parken påhesteryg, cykel eller til fods. ”Der er en massiv interesse for parken fra folk, der gerne vil haveen aktiv ferie. Og det sætter sinespor,” siger hun.”Det virker dog som om, man begynder at passe mere på området, men jeg synes, det er lidt sent.”
Krisen giver lyst til politik
Eva Maria er nu gået ind i politik ”i stedet for bare at sidde derhjemme og brokke sig”, som hun siger.Hun blev den 22. maj i år valgt ind i byrådet i Canillas de Albaida for Partido Popular. Imellem hendes prioriteter er blandt andet naturbeskyttelsen, og hvordan området kan håndtere krisen uden kun at satse på turisme.
”Jeg synes, vi skal fokusere mere på de gode produkter, der laves her i området. Sørge for de bliver en god kvalitet, måske endda økologiske, og få dem markedsført som specialiteter,” siger hun.
Vi sidder i skyggen og spiser frokost på en højderyg, hvor Tejeda bjergkædens bløde bakker skyder mod himlen på den ene side og Almijaras mere skarpe bjergformationer på den anden. ”Krisen er jo både god og dårlig. Det gode er, at man bliver nødt til at tænke sig om, være kreativ og finde nogle alternative veje. Og folk er mere villige til at lytte til nye ideer nu,” siger Eva Maria, mens heste- ne også får deres frokost. De får endelig lov til at gumle løs på de blomster, de har gået og nappet tilpå turen op, mens deres ryttere spiser sandwiches med spansk skinke og smøreost. Et stort, gult æble er desserten, og Farina og Carneval nyder godt af skrogene.
Spanske drømmeheste
Eva Maria giver hestene seletøjet på igen efter frokosten. Der er ikke bid i, men blot en rem, og hun bruger heller aldrig sporer eller pisk. ”Man kan komme rigtig langt med at lære at forstå hesten og tale pænt til den,” siger hun. De principper lærer hun videre,når hun underviser ryttere i natural horsemanship.
Hestene skridter nedad bjerget. De foretrækker at gå helt ude i siden af stien, hvor underlaget er blødest, og bjergskråningen fortsætter langt ned. ”Men de vil ikke nedad skråningen, det er for besværligt. Og de har fire ben at holde balancen på,”beroliger Eva Maria, som begyndte at ride, da hun var seks år gammel.
Carneval og Farina er den sportslige type af andalusere. Der findes også den barokke type, som er den oprindelige, der blev fremavlet i middelalderen til at være en stridshest. Den er mere svulstig i formerne, og det er den slags, man rider dressur med på den berømte spanske rideskole i Jerez de la Frontera. ”Det ser utrolig imponerende ud, når en barok andaluser med en stor, muskuløs hals rider rundt i manegen. Den sportslige type er mindre, men bedre til at ride i bjergene, da den ikke er så tung og lidt lette-re til bens,” fortæller Eva Maria. ”For mange er andaluseren en drømmehest, fordi den er brusende, fyrig og flot med bløde former,”siger hun.
Hestene har stamtavler helt tilbage til middelalderen, og de har indtil for få år siden været under militærets varetægt. Nu er det en global forening for Pura Raza Española, som har stamtavlerne. Andalusiske heste kan blive omkring tredive år gamle. I stalden har Eva Maria en hoppe på den alder, som nu er er gået på pension. Farina på seksten og Carneval på femten er lige i deres bedste alder, fortæller Eva Maria. ”De er stadig friske og stærke, og så har de erfaringen,” siger hun, som selv ikke havde redet på andalusiske heste, før hun kom til Spanien for tredive år siden. ”Jeg valgte dem, fordi jeg synes, de kan det hele – både trekking og dressur. Og så er de også gode til forskellige former for terapi, hvor heste indgår, fordi de har et usædvanligt nobelt temperament,” siger hun. Nu kan hun ikke forestille sig at arbejde med nogen anden race.
Hverdag med dyr og datter
I stalden på El Mosquin bor elleve heste. Hver morgen klokken seks står Eva Maria op for at fodre sine andalusere, og når hun har fået dem op, går turen videre til datteren África på tolv år, som går i skole i Cómpeta. De bor i et hus, der ligger ovenfor stalden, og som Eva Maria byggede for fjorten år siden.
Vel nede fra bjergskråningerne, viser hun rundt i det lille hus, som fra stuen råder over en smuk udsigt over bjergene og landsbyen. I huset bor også de fem hunde og et par håndfulde zebrafinker, som hænger i et bur på husmuren og pipper tilde kammerater, som ved et uheld er sluppet ud i den vilde natur.
Hængekøjen er spændt ud mellem to træer i skyggen neden for terrassen, og lokker til en siesta. Den tilbringer Eva Maria hver dag sammen med sin datter som en pause mellem arbejdet med hestene. Udover trekkingturene og natural horsemanship underviser hun også i dressur, selvom El Mosquin ikke er en decideret rideskole. Om aftenen, efter datteren er gået i seng, har Eva Maria kontortid. Blandt andet ordner hun her alt, hvad der vedrører hendes salg af ridestøvler på nettet.”Jeg må have noget til at supplere indtægten fra rideaktiviteterne, for det er dyrt at holde heste, og jeg mærker også krisen med hensyn til hvor mange, der tager på rideture. Før tog folk måske på to rideture om året, nu bliver det kun til én.”
Givende arbejde
Om sommeren er det mest uerfarne ryttere, der booker ture, mens det i efterårs- og forårsmånederne er grupper af mere erfarne ryttere. ”Det er et interessant arbejde, fordi jeg møder en masse forskellige mennesker, som alle kommer med en positiv indstilling og lyst til en god oplevelse,” siger Eva Maria.
Arbejdet med hestene giver hende også meget. ”Jeg har altid holdt meget af at arbejde med heste. De er meget ærlige, og man får øjeblikkelig respons fra dem. Og så er det interessant at se, hvor langt man kan komme med dem ved at arbejde med”det gode”, som vi gør i natural horsemanship.”
Eva Maria kunne godt tænke sig at tage til Danmark et par år for at være sammen med sine forældre, som nu er ved at være oppe i årene, og har haft det halve af Europa mellem dem og deres nu 54-årige datter de sidste tredive år. Hvis hun tager af sted, skal en anden i mellemtiden passe El Mosquin og andaluserne - indtil hun kommer tilbage igen. ”For jeg vil ikke forlade hestene,” siger hun.
Lotte Rystedt
Fotos: Lotte Rystedt, Wolff Photography og Fotosol
Artikel bragt i “Solkysten” i oktober 2011
www.solkysten.eu
